2012-07-01T21:01:41.000Z

Halvmarathon på 10 uger

Jeg løb forleden naturhalvmarathon, som gik fra Korsør ud igennem skoven, ud langs stranden og for til sidst at ende i skælskør - superflot rute. Jeg løb på 1:51:13. Det er jeg som sådan meget tilfreds med, og taget i betragtning at jeg kun havde løbet i 10 uger i forevejen. Det skal så lige nævnes at jeg cykler meget, men der var absolut nogle ting som jeg gerne ville havde sagt til mig selv i min forberedelse. Så her er 3 af dem som jeg håber du kan bruge til noget.

Fra start af - Køb nogle ordentlige sko

Det gælder simpelthen om at havde det rigtig udstyr. Jeg startede ud med at løbe i nogle slidte gamle kondisko, og der gik ikke mange løbeture før jeg fik rigtig ondt ned langs forrest på benet. Jeg fik så lavet en løbetest hos Intersport i Slagelse, og med de kondisko jeg havde løbet i "pronerende" jeg 7-8%. Det vil sige at jeg væltede ind ad med min fod. Jeg købte så nogle sko som gjorde at jeg kun hældte med 1-2% og allerede ved første tur kunne jeg mærke at det gik(løb) meget bedre.

Løb uden i skoven og slip for endnu mere belastning

Der er en kæmpe forskel på om du løber på asfalt eller du løber ude i skoven på grus og jordstier. Det største problem du "støder" på når du ikke er vant til at løbe, er at dine sener og led ikke er vant til den store belastning. Derfor kan det være en kæmpe hjælp for dine ben, hvis du bevæger dig ud i skoven istedet. Det gør det dog lidt mere besværligt, for det fede ved løb er at det er hurtigt overstået modsat cykelsport, som bare tager lang tid, men jeg vil anbefale dig at gøre det.

Løb langsomt

Det kan ikke siges nok, du skal løbe langsomt hvis du gerne vil løbe en halvmarathon kun på kort tids træning. Det kan godt virke fjollet, men igen så gælder det om at vende kroppen til belastningen, og des hurtigere du løber, des mere belaster du dine led og sener, og så skal du bruge endnu længere tid på hvile. Derfor start ud med at løb meget langsomt, hvis du mener du godt kan løbe 5:00 min/km (12 km/h), så løb med kun 6 min/km (10 km/h). Det er så meget bedre for dine ben, og du vil komme dig meget hurtigere. Hvis du løber med en kammerat, så fortæl hvor hurtig du vil løbe og bliv på det, man kan nemt blive presset til at løbe hurtigere, men det er rigtig skidt.

Det var de tre ting jeg ville havde fortalt mig selv da jeg satte mig målet med et halvmarathon, og jeg må erkende at det var sindsygt hårdt at løbe 21 km, men det var rigtig fedt at havde gjort det.